Tale den 9. april 2011/ Vesterbro Torv.

 

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper.  Kongen og statsministeren udsendte samme dag en proklamation til det danske folk, hvori de lod meddele, at:

De tyske tropper, der nu befinder sig her i landet, træder i forbindelse med den danske værnemagt, og det er befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand overfor disse tropper.”

Det var begyndelsen! Allerede da udartede det til landsforræderi.

 

Siden nøjedes man ikke med proklamationer, men opfordrede befolkningen til at stikke sabotører og andre modstandsfolk – modstandsfolkene blev nu omtalt som terrorister. Så sent som nogle få dage før befrielsen kunne man i de danske aviser læse følgende:

”5 termrorister dømt til døden og henrettet.”

 

Det var dengang bliver der sagt til os. Og skulle vi så ikke lade det være ved det? Stop al den snak om noget som foregik for hundrede år og en eftermiddag siden. Sammenligneligt med krigen i 1864 eller slaget ved Svold.

Men nej, nej og atter nej. Det hverken kan eller vil vi. For vore børn og børnebørns og deres børns skyld vil vi blive ved med at tale om besættelsen, om nazismen og om modstandskampen, for at det ikke skal gentage sig.

Vi vil tale os hæse, og vi vil skrive og argumenterer til vor sidste time. Ingen skal lukke munden på os! Nazismen er ikke en legitim politisk ideologi, som kan debatteres på lige fod med andre politiske meninger, men en forbrydelse mod menneskeheden.

Så derfor: Frihed er ingen selvfølge, og freden ingen given ting. Der er fortsat mennesker i denne verden, som er villige til at tilintetgøre alt, hvis de ikke får magt som de har agt. Efter os syndfloden, lyder deres endlösung.

Så den antifascistiske kamp er af mange grunde vigtigere i dag end meget længe.

 

De politiske magthavere understreger ustandselig, at historien ikke gentager sig. Vi lever nu i Lykkelandet. Vi er ifølge flere internationale undersøgelser, verdens lykkeligste folk. Så vi kan roligt sove videre. Men der er noget galt med Lykkelandet. Den politiske virkelighed, ligner det forgangne til ukendelighed. Og den var ikke særlig lykkelig. Det er den samme ideologi og de samme mål, som lå bag Hitlers Tusindårsrige som ligger bag den såkaldte ”nye Verdensorden”. Et klassesamfund hvor man tager fra de fattige og giver til de rige. Et samfund hvor magt – og ikke ret – bestemmer politikken.

 

Blandt andet derfor er det nødvendigt at fastholde vort lands historie, inden det lykkes magthaverne at skrive den om, så den kommer til at passe med deres politiske mål, eller bliver deponeret i den nationale glemmebog.

Man kan ind imellem spørge sig selv, om Danmark i al stilhed er blevet USA's 51-tyvende stat. Det virker sådan.

De politiske forhold her til lands ligner stadig mere forholdene ”over there”. De politiske og militære ledere regagerer som Pavlos hunde:

Når overhunden glammer – logrer de små danske køtere med halen.

 

Her som hisset ser vi et politisk korrumperet netværk – en magtstruktur – som

strækker sig fra de øverste politiske cirkler i regeringen, til en altid villig

dommerstand – over et undergravende, politisk tankepoliti – som igennem tiderne har været kendt under mange navne – men i dag er forkortet P E T, og tillægges stadig flere beføjelser uden for enhver demokratisk kontrol – til et stadig mere stupidt og brutalt politikorps, som skyder, før de spørger. Et antidemokratisk sammenrend af værste skuffe.

Militært ledet af en tidligere dansk statsminister, som med en løgn fik vort land inddraget i en krig mod et land, som aldrig har truet vort land, I dag er han leder af terrornetværket NATO..

 

Man påstår at Danmark er en retsstat. En påstand uden bund i virkeligheden 2011. Der er mange eksempler på det modsatte. Behandlingen af flygtninge og indvandre. Konstant og bevidst overtrædelse af menneskeretsrelaterede aftaler – aftaler som Danmark selv har underskrevet. Indførelse af en terrorlovgivning after amerikansk forbillede, hvor princippet om at anklagede er uskyldig indtil det modsatte er bevist i det store hele er sat ud af kraft.

I demokratiets navn bliver demokratiet i disse år sat ud af spillet.

 

Justitsminister Lars Barfoed begrundede – da han rejste sag mod Horserød Stutthof Foreningen – sit skridt med at (citat) ”... foreningen er til fare for landets sikkerhed.” Mindre kunne ikke gøre det. Han ulejliger sig ikke med at forklare, på hvilken måde eller hvornår foreningen har foretaget sig noget, som berettiger denne grove anklage mod den gamle fange- og modstandsorganisation Horserød Stutthof Foreningen.

Officielt lyder anklagen mod foreningen for økonomisk støtte til organisationer – PFLP og FARC – der er på USA's og EU's terrorlister. Vi har således forbrudt os mod terrorlovenes § 114 stk. 1 og 2. Men at vi direkte skulle være til fare for landets sikkerhed, er alligevel en overraskelse. Men åbenbart er vi allerede dømt på forhånd – hvor blev retssikkerheden af?

 

Jeg kender politikere, som er en langt større fare for landets og ikke mindst borgernes sikkerhed. Dagligt øves der terror – psykisk, socialt, økonomisk og politisk – mod store grupper af befolkningen – faktisk mod flertallet

I årevis har man ustraffet ført social krig mod landets fattigste og svageste borgere. Løgnagtighed og manipulation er sat i system. Spin skal få en asocial og udemokratisk politik til at glide ned. Ro på bagsmækken lyder parolen – men lad os ikke give dem ro.

 

Demokrati-forkæmpere og dissidenter - som kæmper mod et undertrykkende diktatur i fjerne lande skal naturligvis støttes. Det er vor demokratiske pligt! Solidaritet er ubetinget!!

Men det gælder naturligvis ikke vore hjemmelige dissidenter eller andre brokke-hoveder, som mener, at der er noget galt i Danmark, og at Dybbøl Mølle alt for længe har malet helt ad helvede til!

 

De foregående konservative justitsministre – Lene Espersen og Brian Mikkelsen – introducerede ”den hårde hånds politik”, som nu følges op af Lars Barfoed.

Mange tog dem ikke helt alvorlig – det var en fejl. For godt nok har de aldrig været de skarpeste knive i skuffen – men deres medbragte fordomme levede i bedste velgående, og blev ledestjernen i lovgivningsarbejdet. Endelig kunne de få afløb for deres aggressioner. Hævnens time var inde. De fik såvel Fighters & Lovers og Foreningen Oprør at mærke da Statsadvokatens lange arm slog til.   

 

”Vi skal kæmpe for de værdier, som vi konservative står for,” sagde den nybagte formand og justitsminister Barfoed på de konservatives Landsråd. ”Vores kristne kulturarv, vores demokrati, ligestilling og ytringsfrihed.” Flosklerne væltede ud af munden på ham.

Men man forstår herefter, at ”vores” værdier ikke er for alle, men kun for herrens få udvalgt – deriblandt ikke mindst de konservative og deres tilbageværende proselytter. Der er gudskelov stadig forskel på folk. 

 

Så det er på det nærmeste en naturlov, forstår man, når klima-demonstranter i København rammes af politiets ”rødglødende knippel” og anklages for majestætsfornærmelse. De kunne bare være blevet væk. De skal tage sig lidt i agt, skal de. Der er snævre grænser for demonstrationsretten og for demokratiet i det hele taget – grænser som ikke ustraffet kan overtrædes.

Har man ikke forstået det – eller nægter man at bøje sig for de selvudråbte”autoriteter”, bliver man - som Horserød Stutthof Foreningen og andre med os– udnævnt til en fare for Rigets sikkerhed.

 

 En samfundsfjende!  

Resultatet af en sådan kriminel og menneskefjendsk politik kan aflæses overalt i samfundet. I arbejdsløshedskøerne, i et øget antal skilsmisser, blandt ulykkelige og svigtede børn, i tvangsaktionernes antal, i det voksende antal hjemløse, i udvisningerne af flygtninge og indvandre og i selvmordsraten.

Men nej – det er ikke terror, det har vi fuldkommet misforstået. Det er det normale i et kapitalistisk samfund. Et samfund hvor jungleloven regerer.

 

Alligevel erklære politikerne klassekampen for død og ikke eksisterende:

”At tale om klasseskel i Danmark gør ordet meningsløst,” erklærede geniet fra Justitsministeriet, Justitsminister Barfoed i et interview.

”Vi er måske det mest lige samfund i verden, og skal det udjævnes er jeg bange for, at man tager initiativ og virkeløst fra folk.” Ja – men nogen er mere lige end andre.

 

Sådan vendes alt på hovedet. Humanitær hjælp til Gazas børn kommer ind under terrorlovgivningens § 114 med en straframme på 10 års fængsel.

Samtidig udtaler selvsamme justitsminister Barfoed (citat. Inf. 13. marts 2011) : ”Jeg synes ikke, det er gået for vidt med at straffe...” Nej det er gået op for os!

 

Straf, straf og stadig hårdere straffe er tilsyneladende den nuværende regerings eneste svar på ethvert problem. Det er ikke muligt her og nu, at gå i detaljer med de mange terrorlove og bestemmelser og ej heller muligt at gå i detaljer med de samfundsmæssige virkninger af bestemmelserne.

Men med vedtagelsen af den nugældende terrorlovgivning er vi kommet et stort skridt nærmere politistaten Man har cementeret en række demokratifjendtlige retsprincipper, som er undergravende for borgernes retssikkerhed.

Overvågnings-samfundet er allerede en realitet. Privatlivet og den enkeltes politiske råderum antastes dagligt. De grundlovssikrede rettigheder sættes ud kraft en for en.

Efterretningsvæsnerne og politiet oprustes til opgøret med befolkningen. Befolkningen er under mistanke. Den har at tage sig i agt – ellers ender den i byretten anklaget for terrorisme.    

 

Må jeg til sidst sige, nu vi taler om terror og terrorister – og den forening - som jeg har den ære at være formand for – er anklaget efter terrorlovens § 114 – terrorparagraffen, at man er gået helt galt i byen. Terroristerne skal findes et helt andet sted:

De ultimative terrorister er de politikere, som slipper krigen løs. Den ultimative terrorhandling er krigen! I Øjeblikket er man i gang med endnu en ”velsignelsesrig” krig – denne gang med tilslutning fra alle Tingets partier. 

De, som starter den, skulle ikke i byretten, men for en krigsforbryderdomstol, anklaget for forbrydelse mod menneskeheden.

”De villiges koalition” kalder de sig. Villige til hvad? Villige til alt – skrubbelløst slår de til - gang på gang. Tilsyneladende har de intet lært. De ryster ikke på hånden – i demokratiets misbrugte navn flyder blodet og olien. De ved, hvad de gør. De kan ikke undskylde sig med, at det vidste vi ikke. De er vaneforbrydere!

 

Det samme gælder, når skiftende krigsministre græder krokodilletårer ved de døde soldaters grave. Et usmageligt hykleri, men god PR.

40 unge danske er foreløbig dræbt i Afghanistan, men morderne sidder på Christiansborg med tårer i øjenkrogen. Skal de ikke stå til ansvar?

- Og i skyggen af ”de villiges koalition” arbejder dødens købmænd klar til at stryge profitten af andres ulykke.  Skal de ikke stå til ansvar?

Foreløbig har man med aktiv dansk deltagelse nedkaldt krigens gru over Jugoslavien, Afghanistan, Irak og Libyen – hvem bliver de næste? Ofrene skal tælles i hundredetusinder! Hvornår besinder man sig? Det må have en ende, hvis ikke vi skal ende i Ragnarok! Krig mod krigen – og krig mod krigsmagerne! Stop dem i livets navn! 

 

De kommende retssager mod Horserød Stutthof Foreningen og Den faglige Klub er udtryk for hvor galt det står til i Danmark.

Begge organisationer bliver med statsgaranti dømt – men dermed er det ikke slut. Kampen mod terror-lovgivningen er en politisk kamp, som først finder sin afslutning i et endeligt opgør med de politiske kræfter, som står bag disse udemokratiske anslag mod det danske folk.

De skal stoppes! Vi må forenes i kampen mod terrorlove og politistat. Folket mod statsterroristerne. Der er brug for civilkurage – for civil ulydighed. Lad os give dem fingeren! Os skal de ikke kyse.

De kan vedtage alle de love de vil, vi bøjer os ikke – den internationale solidaritet mellem mennesker lader sig ikke stoppe af em kriminel lovgivning. Så derfor:
                  Forsvar demokratiet – bryd terrorlovene.

 

                           Kampen går videre – det gælder vor frihed!